PASTA MED MUSLINGER
Thomas Alcayaga fra Madet Mere har lavet en lækker hverdagsret, som han og sønnen satte sammen efter et besøg på torvet. Duoen fik også lavet en lækker og nem frugtsalat med råcreme, hvis du også er sulten efter lidt dessert.
DET SKAL DU BRUGE (4 PERSONER)
Hjemmelavet pasta
4 stk æg (Omegn & Venner)
400 g mel – Kornbymølle Hvedemel nr. 1 (Omegn & Venner)
Husk lidt ekstra mel til udrulning
Blåmuslinger
1 kg blåmuslinger (Hav eller Den Grønne Kutter)
2 stk. finthakket skalotteløg (Solfrugt)
1 lille bundt persille
2 finthakkede fed hvidløg (Solfrugt)
10-12 stk. snitbønner i strimler
150 g cherrytomater (Solfrugt)
1,5 dl hvidvin (VinVeto II)
SÅDAN GØR DU
Hjemmelavet pasta
- Arbejd mel og æg sammen til en ensartet dej i en foodprocessor. Kør til der ikke er flere klumper tilbage og dejen er let elastisk. Det tager et par minutter.
- Film dejen og læg den på køl i minimum en time.
- Tag dejen ud fra køl og del den i to ensartede kugler.
- Rul dejen tyndt på en pastamaskine og skær den efterfølgende i tynde strimler.
- Lad dejen tørre (minimum) en time og kog den i saltet vand i cirka 2-3 minutter.
Blåmuslinger
- Skyl muslingerne i koldt vand. Kassér alle åbne og beskadigede muslinger, og sæt de friske til side.
- Varm olie op i en gryde, og svits skalotteløg, hvidløg og finthakkede persillestilke (ca. 2-3 spsk). Gem bladene til senere.
- Når løgene er gennemsigtige kommes halverede tomater og snitbønner på. Steg i 2-3 minutter, og hæld vinen i. Læg låg på og bring i kog.
- Tilsæt muslingerne og læg låget tilbage. Kør rundt i muslingerne med en grydeske, så alle får mulighed for at åbne sig.
- Smag suppen/væsken til med salt og peber. Eventuelt lidt citronsaft.
- Vend pastaen og lidt finthakket persille godt rundt i gryden og varm det hele igennem.
- Servér med det samme.