26. oktober 2025 kl. 11-14
FRA JORD TIL BORD: FLÅ EN FASAN
Søndag 26. oktober gæster Jægerinden torvet og gør dig klogere på, hvordan maden ser ud, før den rammer tallerkenen.
De færreste tænker over, hvor kødet i køledisken egentlig kommer fra. Det vil vi gerne ændre på – og genopbygge forbindelsen mellem menneske og måltid. Derfor inviterer vi til en lærerig oplevelse, hvor madens vej fra jord til bord er i fokus.
EN VILD OPLEVELSE
Jægerinden, eller Mette Karin Petersen, er en erfaren jæger med stor viden om både jagt og tilberedning af vildtkød. Hun giver dig et indblik i jagtens verden, introducerer dig til vildtkød og lærer dig, hvordan du flår en fasan. Du får selvfølgelig fasanen med hjem – sammen med en opskrift fra hendes kogebog Vild Hverdag.
SMAG FASAN FRA BÅL
Samtidig rykker Peter fra Fremus in the Woods sit udekøkken ind på torvet. Normalt laver han mad dybt inde i skoven, men denne søndag tænder han bål midt i byen og tilbereder fasan over åben ild, som du kan smage. Han deler også gerne sine bedste tips til friluftsliv og mad over bål.
PRAKTISK INFO
Dagens workshops er for børn og nysgerrige sjæle, der vil vide mere om, hvor maden vi spiser, egentlig kommer fra.
- Workshop 1: kl. 11.00
- Workshop 2: kl. 12.00
- Workshop 3: Kl. 13.00
Det er gratis at deltage, og pladserne fordeles efter først-til-mølle. Arrangementet foregår udendørs i overdækkede boder, så husk varmt tøj.

