BI(o)DIVERSITET
Når vi taler om bier, tænker de fleste straks på honningbien. Men når det kommer til bi-diversitet på torvet, er det de solitære bier, vi stiller skarpt på.
I Danmark har vi mere end 200 forskellige arter af vilde bier, som bidrager til en mangfoldig natur. De vilde bier kan inddeles i to grupper, humlebier og solitære bier. Den bedste bestøvning af naturens planter opnås ofte, når flere biarter er til stede. Bi-diversitet er derfor en vigtig faktor for biodiversitet – og omvendt. Ligesom blomster og planter er afhængige af biernes bestøvning, er bierne afhængige af pollen og nektar fra blomster og planter. En indsats for bierne bidrager dermed til opretholdensen af et velfungerende økosystem.
Fødevareproduktion er også i høj grad også afhængig af bierne. Solitære bier spiller en væsentlig rolle i bestøvningen af landbrugsafgrøder som rødkløver, en vigtig foderplante i dansk landbrug. En særlig slægt af solitærbier bruges også ofte til bestøvning af frugtafgrøder som æbler og blåbær.
Solitære bier spiller en afgørende rolle i naturen, men de har brug for en hjælpende hånd. I modsætning til honningbierne, der får hjælp fra biavleren, må solitære bier klare sig selv – en udfordring i byens betonlandskab.
AIR BEE‘N’BEE
De største udfordringer for de solitære bier er mangel på blomsterarter og ynglepladser. Derfor samarbejder vi med Habeetats og TAGTOMAT for at give solitære bier de to vigtigste ressourcer, de har brug for: et sted at bo og noget at spise.
Kigger du op i træerne på torvet, vil du se bihoteller fra Habeetats, der er hjem og yngleplads for de solitære bier. Ser du ned i de grønne plantekasser fra TAGTOMAT, finder du planter, der udgør biernes fødegrundlag. Her kan du blandt andet finde kællingetand, lammeøre, lavendel, timian, storkenæb, hindbær, kløver og mælkebøtte. Der er opsat i alt 18 bihoteller med mulighed for op til 2500 overnattende gæster.
FREDELIGE BIER
Du behøver ikke bekymre dig om at blive stukket, når det summer af liv på torvet. I modsætning til de sociale honningbier, der består af en dronning og arbejderbier, lever de fleste solitære bier en stille og rolig enspændertilværelse. Og da de ikke skal forsvare en koloni, er de fredelige og stikker yderst sjældent.
Du kan også hjælpe de hårdt pressede bier ved at plante flere vilde blomster fra frø, frugt- og bærbuske, og give dem et sted at bo. TAGTOMAT har udgivet en bog ’Grow Like Tomorrow’, hvor du finder fire forskellige guides til, hvordan du bygger et bihotel. Bogen kan downloades gratis her.