ANDESTEG
Kunsten at stege den perfekte and er en disciplin i sig selv. Slagterne fra Cleaver’s Meat Market har dog knækket koden til den ultimative andesteg – og vi har været så heldige at få lov til at dele deres hemmeligheder med dig.
Så tag forklædet på, skru op for forventningerne, og glæd dig til at servere en saftig and med sprødt skind og mørt kød.
DET SKAL DU BRUGE
1 and (vægt ca. 3-4 kg) (Cleaver’s Meat Market)
Dit foretrukne fyld (f.eks. æbler, svesker, appelsin, kastanjer) (Solfrugt)
Groft salt
Friskkværnet peber
Smør eller andefedt
Indmad fra anden (hals, lever, hjerte)
1 stort løg (Solfrugt)
Et par fed hvidløg (Solfrugt)
Frisk rosmarin og timian (Solfrugt)
2 deciliter vand
Lidt rødvin
SÅDAN GØR DU
- Tag anden ud af køleskabet, 1 time før den skal steges. Gnub anden med groft salt og friskkværnet peber.
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft.
- Fyld anden med dit foretrukne fyld, f.eks. æbler, svesker, appelsin, kastanjer og timian, og smør skindet godt med smør eller andefedt.
- Placer indmad, hals, et stort løg, et par hvidløgsfed, rosmarin og timian i en bradepande sammen med et par deciliter vand og lidt rødvin.
- Læg anden på en rist med brystet opad og bradepanden under. Skru ned til 125 grader efter 15-20 min. åbn ovnlågen og lad temperaturen falde lidt. Steg anden herefter i 1 time pr. kg den vejer, ca. 3-4 timer. Giv anden gerne et bad med stegeskyen fra bradepanden en gang i timen.
- Tag anden ud af ovnen og lad den hvile i mindst 30 minutter, mens du laver sovsen. Hvis anden ikke har opnået den ønskede farve og sprødhed, kan du give den en smule grill i ovnen med opmærksomhed.