FERMENTERET KÅL
Tid, tålmodighed og kærlighed er de hemmelige ingredienser til en god omgang fermenteret kål. Hos Le Petit Vinbar bliver resultatet brugt til deres Meat Free Mondays, hvor der ofte står ramen, salater og asiatiske risretter på menukortet.
DET SKAL DU BRUGE
1 liter patentglas
1 rødt spidskål eller rødkål (Solfrugt)
1 spsk. salt (ASA Spice)
Tilføj gerne chili, hvidløg, æble, gulerødder osv. til din fermenterede kål – det er kun fantasien, der sætter grænser (Solfrugt).
SÅDAN GØR DU
- Klargør kålen ved at fjerne de yderste blade og skyl den.
- Snit herefter hele kålhovedet fint.
- Hæld den snittede kål og 1 spsk. salt i en stor skål.
- Ælt kålen godt og grundigt indtil den svømmer i egen saft. Det kræver lidt tålmodighed.
- Pres kålet tæt sammen i glasset for at eliminere luft mellem bladene. Når din kål er presset godt sammen, og er dækket af sin egen saft, lukker du patentglasset.
- Stil din kål ved stuetemperatur (ikke i direkte sollys) og åben glasset dagligt for at undgå overtryk.
- Følg processen og smag på din kål løbende. Den er spiselig fra starten, men vil som regel være færdiggæret efter et par uger. Stil den fermenterede kål på køl, når du er tilfreds med smagen.