STRACCIATELLA
4 personer | 15 min
Stracciatella er bedst kendt fra det salte køkken. Men den søde, cremede ost egner sig også sublimt til det søde. Denne ret er simpel, men kræver lidt koncentration. Til gengæld er det en lille, lækker servering til dem, der kan lide desserter, men ikke er til de helt tunge chokoladedrøn.
DET SKAL DU BRUGE
2 spsk rørsukker
2 spsk honning (Omegn & Venner)
1 vaniljestang (Asa Spice)
8 friske figner (Solfrugt)
1/2 appelsin, saften (Solfrugt)
4 spsk Coinstreau eller anden appelsinspiritus (Noorbohandelen)
300 g stracciatella, friskost (Omegn & Venner)
SÅDAN GØR DU
- Smelt sukker og honning på en tykbundet pande, der er stor nok til at rumme alle fignerne.
- Skrab nu kornene ud af vaniljestangen, og kom stangen på panden.
- Halver fignerne, og kom dem på panden sammen med vaniljekornene og appelsinsaften, når karamellen begynder at boble.
- Nu skruer du ned for varmen og lader fignerne simre i karamellen med skærefladen nedad i cirka 10 minutter. Pas på, det ikke brænder på.
- Vend fignerne, tilsæt Cointreau og antænd.
- Lad flammerne lægge sig, og lad fignerne glasere i karamellen. Hvis karamellen er lidt tynd, så tag fignerne af panden, og reducer karamellen lidt.
- Servér de lune figner med stracciatella som en alternativ dessert.
Nyd gerne en sødmefuld prosecco til retten.
Opskriften er fra vores kogebog Opskrifter fra torvet. Læs mere her.