25. august kl. 13-14.30
MOCHI-WORKSHOP MED MOCHI TIME
Mochi er en sød riskage fra Japan, lavet af dampet asiatisk kortkornet rismel. Nu har du mulighed for at lære at lave den japanske delikatesse på Mochi Times mochi-workshop.
Bliv introduceret til mochiens verden og lær, hvordan du selv kan lave dem derhjemme trin for trin. Vi gennemgår sammen processen for at lave den traditionelle ichigo daifuku mochi, som består af jordbær og rød bønnepasta, indpakket i risdej. Herefter får du udleveret ingredienserne, og så skal du selv i gang med at lave din egen mochi. Vi afslutter med at nyde vores hjemmelavede mochi i fællesskab.
Under workshoppen vil du også blive introduceret til mochi-is, så du kan smage forskellen mellem denne og den traditionelle mochi.
Workshoppen er for alle aldre, så tag bare hele familien med.