25. august kl. 12-15
OMEGN & VENNER MED VENNER
Glæd dig til en frokost i selskab med en håndfuld af Danmarks bedste madhåndværkere, når Omegn & Venner inviterer en håndfuld af deres yndlingskollegaer og venner fra branchen til kokketræf.
Hos Omegn & Venner banker hjerterne for det lokale, den høje kvalitet og madhåndværk. Det samme gør det hos deres nøje udvalgte producenter, hvis produkter vil blive præsenteret i retterne til denne dejlige søndagsfrokost.
Kokkene er:
- Emilie Qvist Kjærgaard: Hun var grundlæggeren af Medvind i Hanstholm, en gastronomisk perle i Nordjylland, der bød på frisk fisk fra grillen, nyhøstede grøntsager fra lokale avlere og populære søndagsfrokoster. Nu befinder hun sig i et kreativt frirum, hvor hun rejser rundt og arrangerer pop-ups, samtidig med at hun inspirerer kommende kokke under uddannelse i deres kogekunst. I Emilies køkken skinner det rå, enkle og lokale virkelig igennem.
- Lisa Ballisager: Smørrebrødsdronningen over dem alle! Lisa kan man til dagligt finde på den christianshavnske Restaurant Lola, hvor hun mestrer frokostkøkkenet, og efter 11 år på Lumskebugten, gør hun det bestemt ikke uerfarent. Selvom hun primært laver klassiske danske frokoster, lister hun til tider også eksotiske finesser ind i sin madlavning.
- Youra Kim: Den tidligere Noma-kok brillierer dagligt i køkkenet på Propaganda med forskellige koreanske retter som stegte galbi-ris, kimchi mandu (koreanske dumplings) og glasnudelkrabbesuppe. Glæd dig til at Youra kaster sig over de lokale råvarer med hendes koreanske tilgang til madlavning.
- Hannah Grant: Hun er en alsidig kok med en imponerende karriere, der spænder over restauranter som The Fat Duck og Noma. Hannah var kok for Team Saxo Bank-Sungard fra 2011 til 2015 og stod senere for maden til cykelholdet Orica-Scott under Tour de France 2017. Hun har udgivet flere kogebøger, senest ‘Pizza’ tidligere i år, og er en fast del af køkkenet på Go’ Morgen Danmark. Hendes køkkenfilosofi fokuserer på enkelthed og smag.
- Maria Lesi: Omegn & Venners helt egen køkkenchef, som alle dage hylder de små lokale producenter og har et stort fokus på smag, smag og atter smag. Hun får assistance af deres superdygtige kokkeelev, Lulu Skov Andersen.