PANDEKAGER MED ROM
4 personer | 60 min
Pandekager til voksne – det er lige præcis, hvad det her er. Der er masser af kraft i grundsmagene, og pandekagerne bør serveres med en stor kugle is til.
.
DET SKAL DU BRUGE
Pandekager
3 æg
½ dl øl
4 dl sødmælk
½ tsk salt
50 g sukker
2 tsk kardemomme, stødt (ASA Spice)
1 økologisk mandarin, skallen (eller citron eller appelsin) (Solfrugt)
125 g hvedemel
50 g smør til bagning
Sauce
100 g sukker
½ dl mørk rom (Noorbohandelen)
75 g pistacienødder (Exotic Mix)
75 g sultanas (Exotic Mix)
4 økologiske mandariner, saft og skal (Solfrugt)
2 spsk smør
SÅDAN GØR DU
- Når du skal lave dine pandekager, pisker du alle ingredienserne sammen undtagen mel.
- Herefter drysser du melet i under konstant omrøring. Lad dejen hvile i minimum 30 minutter, inden du skal til at bage.
- Bag pandekagerne i smør på en pande.
- Når de er færdige, folder du dem i kvarter og gør dem klar til saucen.
- Smelt nu sukkeret, så det bliver til brusende karamel.
- Tilsæt halvdelen af rommen, og antænd den. Når flammerne har lagt sig, tilsætter du pistacienødderne og dine sultanas sammen med revet skal fra mandarinerne.
- Kom nu mandarinsaften og smørret ved, og kog det hele sammen til en blank sauce.
- Til sidst kommer du pandekagerne i saucen, tilsætter resten af rommen og flamberer dem.
- Servér med det samme.
Nyd gerne PX Sherry til pandekagerne.
Tip: Servér eventuelt med en god vaniljeis.
Opskriften er fra vores kogebog Opskrifter fra torvet. Læs mere her.