BRÆNDT SASHIMI
4 personer | 150 min
Rå fisk er elegant, sundt og velsmagende. Særligt de federe fisk fungerer rigtig godt rå på grund af konsistensen. Ved at brænde overfladen får man en elegant grillet smag, mens den rå fornemmelse og fedme i fisken fremstår tydeligt. Servér gerne med en lækker mayonnaise til. Eventuelt lavet på chili eller wasabi.
DET SKAL DU BRUGE
Sashimi
sukker
200 g lakseryg (Den Grønne Kutter)
200 g hamachi (Den Grønne Kutter)
salt
2 spsk sesam
1 tsk flagesalt
2 avocadoer (Solfrugt)
limesaft
evt. ½ agurk (eller 2 skoleagurker) (Solfrugt)
Aromatisk soja
100 g syltet ingefær
2 dl soja (Den Kinesiske Købmand)
1 lime, saften
2 cm frisk ingefær, revet (Solfrugt)
2 spsk ristet sesamolie (Den Kinesiske Købmand)
1 rød chili, i skiver (Solfrugt)
2 forårsløg, i tynde skiver (Solfrugt)
SÅDAN GØR DU
- Drys et meget tyndt lag sukker over fisken, og lad den stå i 10 minutter, til væsken begynder at få overfladen på fisken til at glinse.
- Krydr herefter fisken med et lige så tyndt lag salt, og lad fisken trække overdækket i køleskabet i minimum 2 timer.
- Lav nu den aromatiske soja ved at blande syltet ingefær, soja, limesaft, frisk ingefær, sesamolie, rød chili og forårsløg sammen og lade det trække i minimum 30 minutter.
- Tag herefter fiskestykkerne ud, og brænd dem på oversiden med en gasbrænder af samme type, som du ville bruge til at lave en crème brûlée.
- Skær fisken ud i ½ centimeter tykke skiver.
- Rist sesammen på en tør pande, til den er gyldenbrun. Lad den køle af, og bland den med salt.
- Skær avocado i pæne skiver, og dryp dem med lidt limesaft. Drys også avocadostykkerne med lidt ristet sesam. Flæk agurken på langs, og skær den i tynde, skrå skiver.
- Anret nu fisk, avocado og agurk på et smukt fad, og servér den resterende sesam og den aromatiske soja ved siden af.
Nyd gerne sake til retten.
Opskriften er fra vores kogebog Opskrifter fra torvet. Læs mere her.