DAMPEDE BLÅMUSLINGER
NEM MAD PÅ 25 MINUTTER
De fleste af os har en hverdag, hvor der ikke altid er overskud til lange indkøb og mange timer bag gryderne. Men du behøver ikke gå på kompromis med kvaliteten af dit måltid af den grund. Og slet ikke i sommerhalvåret. Her er det enkle nemlig en kunst i sig selv. Vi har fået Nadia Mathiassen fra bloggen Foodfanatic til at vise dig, hvordan du bakser en nem og velsmagende ret sammen på rekordtid.
DET SKAL DU BRUGE (4 PERSONER)
1,5 kg blåmuslinger (Hav)
En lille håndfuld bredbladet persille (Solfrugt)
2 stængler bladselleri (Solfrugt)
1 lille løg (Solfrugt)
1 gulerod (Solfrugt)
4 fed hvidløg (Solfrugt)
1 fennikel (Solfrugt)
Olie (Oliviers & Co)
1 glas hvidvin (Vino Fino eller Vinveto)
Peber (ASA Spice)
SÅDAN GØR DU
- Rens blåmuslingerne under rindende vand, og giv de åbne et bank mod bordpladen. Kassér dem, hvis de ikke lukker sig.
- Pil og hak løg og hvidløg. Pluk persillen, og hak den fint. Skær fennikel, selleri og gulerod i tern.
- Sautér grøntsagerne i olie i en stor gryde et par minutter, uden at de tager farve. Tilsæt hvidvin, og bring gryden i kog. Tilsæt nu muslinger og et drys peber, og damp dem under låg, til de alle sammen har åbnet sig. Det tager cirka 4-5 minutter. Vend til sidst persille i. Servér eventuelt blåmuslingerne med godt brød eller sprøde fritter.