4 personer | 90 min
Pighvarren er muligvis den mest elskede fisk blandt kokke og andet godtfolk. Den kan tilberedes på næsten alle måder – rå, grillet eller bagt (som i denne opskrift). Og så er dens ben, hoved, hale og finner fantastiske i fonder, supper og saucer. Der er så meget smag i pighvar, og glæden ved at sætte en hel fisk på bordet er altid arbejdet værd.
DET SKAL DU BRUGE
Pighvar
2-2½ kg pighvar, fileteret langs brystbenet (Hav / Den Grønne Kutter)
5 kviste dild (Solfrugt)
1 økologisk citron (Solfrugt)
100 g smør (Arla Unika)
1½ dl tør hvidvin (Vino Fino)
salt (Asa Spice)
sort peber, friskkværnet (Asa Spice)
Peberrodsblanquette
2 pasteuriserede æggeblommer
1 dl creme fraiche (40 %) (Ma Poule)
4 spsk løvstikkeblade (Solfrugt)
3 dl sky fra den bagte pighvar
peberrod efter smag (Solfrugt)
citron (Solfrugt)
sort peber, friskkværnet (Asa Spice)
salt (Asa Spice)
Kartofler og ærter
500 g små nye danske kartofler (Solfrugt)
1 kg ærter i bælg (Solfrugt)
2 spsk smør (Arla Unika)
2 spsk dild, hakket (Solfrugt)
salt (Asa Spice)
SÅDAN GØR DU
- Krydr fisken med salt på begge sider. Placer den herefter på en bageplade med dild og citronskiver i bunden. Fordel også masser af dild, citron og smør på toppen, inden du hælder hvidvin ved og krydrer med salt og friskkværnet peber. Dæk fisken med stanniol, og bag den i 35-40 minutter ved 180 °C.
- Tag fisken ud af ovnen, og lad den trække, mens du pisker din blanquette.
- Stavblend æggeblommer, creme fraiche og løvstikkeblade i en skål. Kom skyen fra din pighvar op i en lille kasserolle, og bring den i kog. Hæld nu halvdelen af skyen i æggemassen, mens du blender. Når det er gjort, hælder du æggemassen i kasserollen og blender det hele sammen. Varm saucen langsomt op, til den er cremet. Det er vigtigt, at den ikke koger. Til sidst smager du til med peberrod, citron, salt og friskkværnet peber.
- Når du skal lave dine kartofler, starter du med at bringe en gryde med vand i kog. Kom dine vaskede kartofler i gryden sammen med 4 spiseskefulde salt. Lad dem koge i 9 minutter, inden du slukker for varmen, og lad dem trække færdig i vandet under låg i 10-15 minutter.
- Bælg nu ærterne, og stil dem til side.
- Lige inden serveringen vender du de varme kartofler sammen med smør, ærter og dild. Drys til sidst lidt salt over.
- Servér pighvarren på midten af bordet med kartofler og sauce ved siden af. Lav eventuelt en stor grøn salat til.
Nyd gerne en Chardonnay fra Bourgogne til retten.
Opskriften er fra vores kogebog Opskrifter fra torvet. Læs mere.